Fuldbrugsprøven på Fyn d. 17/18. spetember 2011

Fuldbrugsprøven på Fyn 2011                 pdf-ikon Heikis kontrolkort              Se billeder fra Fuldbrugsprøven

Det var med store forventninger og ikke håb at jeg lørdag morgen kørte mod Fyn for at deltage på den Fynske Fuldbrugsprøve (FB). Jeg har lutter gode minder fra Fyn, en gang blev jeg flyttet fra den Sjællandske FB til Fynske - den vandt jeg med Freya.

Jeg blev flyttet fra en vinderklasse fra Sjælland til Fyn - den vandt jeg med Heiki, så det kunne vel ikke gå galt?

Vejret om lørdagen var perfekt. Frisk vind og let overskyet. Der deltog hele 4 Münsterländere på prøven.
Hans Lau med Mikki, Egon med Chang, Jacob med Malou og jeg selv. Egon og jeg var på hold sammen, og vi skulle starte på marken. Hans og Jacob skulle på ræveslæb og vandarbejde, hvilet de klarede fint. Hans satte ikke noget til.
Egon var lidt uheldig med nogle høns et par gange og han fik desværre ikke fældet fugl og så kan man ikke præmieres. Weekenden bliver lidt anderledes, men Egon var trods alt i vældig humør begge dage. Man skal møde begge dage, selvom det ikke går godt om lørdagen.

Jeg startede fint, Heiki trak op til stand, men en Ruhår smuttede ind foran hende, men der var dog ikke nogen fugle. Senere går jeg på vindsiden af et gærde, ikke det meste naturlige, men et valg jeg ikke fortrød. Hun får føling med høns og får fulgt fint op og opnår stram stand. På vej op kommer min 3 makkerhund igennem gærdet og tager stand midt mellem Heiki og hønsene. Jeg havde fået rejseordre og giver Heiki lov til at rejse. Hun værger sig lidt, der stod en hund foran hende og dem må man jo ikke gå forbi. Men pyt, makkerhunden lystrede min ordre og gik frem og rejste flokken af Agerhøns. Heiki viser spontan respekt ved at lægge sig. Jeg vil lige nævne, at makkerhunden ingen chance havde for at se Heiki. Nå men vi skulle videre med 4 makkerhund. Langt om længe tager hun stand igen. Vi kommer op og på ordre rejser hun præcist parhøns. De flyver ikke særdeles godt, men alt er i orden. Dog kunne de ikke fældes, men hun klarede en udkastet fugl uden problemer til sidst. Hun prøves endnu en gang men opnår ikke mere.

Efter middag skulle jeg på ræveslæb og Egon på vandarbejde. Jacob og Hans skulle i marken. Ræveslæbet klarede hun egentlig fint, men hun stoppede op ca. 80 m. ude og skulle åbenbart lige have vejret, men hun tog dog ræven op igen og kom hjem med den. Tro mig, sådan en situation giver høj puls.

Ned på vandarbejde til dagens sidste disciplin. Det voldte mig ingen problemer, hun lystrede nærmest ubetinget enhver kommando.

Dagen afprøvninger var slut og jeg kørte hjemad mod Sjælland. Alting snurrede rundt i mit hoved, men jeg synes ikke selv jeg kunne se hun havde gjort noget som helst galt, så mon dagen havde givet maks. point. Jeg ringede til Hans, og han var også ganske tilfreds, men mente han havde sat lidt til på marken. Jacob var også stadig med, så en spændende søndag var i vente.

Det giver ikke mindre nerver når man føler dagen er gået godt. Kl. var 4.00 søndag morgen da jeg slå øjnene op - lysvågen. Men tilbage til Fyn. Det var fint vejr, indtil jeg ankom, så var det blevet regnvejr.

Jeg skulle starte med skovapportering, igen på hold med Egon. Der blev sat point til af stort set alle deltagere før mig, underligt, for de fleste var urolige i skuddet. Men jeg var rolig og alt gik som smurt. Så på skovarbejde. Prøveleder Jørgen Christensen havde bedt folk bytte lidt rundt på rækkefølgende, så der hele tiden var folk på schweissarbejdet. Jeg blev skubbet forrest i køen på skovarbejde så jeg kunne komme på schweiss. Jeg vidste på dette tidspunkt ikke hvordan det gik de andre, men jeg kom til schweiss med så store sommerfugle i maven, at jeg troede jeg skulle - ja kaste op.

Sussie (Matteson fra DMK) viste mig an på sporet, hvor hun dagen igennem havde "skudt" meget dårligt. Heiki startede ikke overbevisende, men når først jeg er i gang, plejer jeg at kunne holde hovedet koldt - men ikke i dag. Heiki går for langt ved første knæk, og jeg får hende ikke langt nok tilbage, men hun samler selv sporet op efter nogen søgen, og så skal jeg love for hun ville gå schweiss. Hun trak mig hårdt og direkte ud til dyret, og følelsen da jeg så dyret kan jeg nærmest ikke beskrive. Hunden fik sine godbidder - og så en krammer i fars arme, selvom vi var noget våde og beskidte. Hold da kæ.. hvor var jeg glad, jeg var ikke i tvivl om at 1. pr. var hjemme.

Tilbage til hytten. Her sad Hans og fruen og spiste. Pia, som jeg ikke ville have med lørdag, var med søndag, og vi sluttede os til Hans. Egon kom tilbage, men trods den lidt skæve lørdag, fremviste han et glad og smittende humør. Jacob kom tilbage, glad, men.. Hvordan var det gået? "Jeg er da glad for at deltage" svarede han. Det er da ikke et svar, så vi gik ham lidt på klingen og det var ikke så ringe endda.

Vi hyggede os gevaldigt indtil der var lagkage til alle. Herefter skulle spændingen udløses. Jeg troede meget på at Hans var helt fremme, for alle havde sat point til og Hans havde bringsel på, så der var lige ekstra 8 point. De startede sædvanen tro med at uddele beviser fra bunden af.  Jacob havde opnået en flot anden præmie med hele 222 point i sin debut - flot. De foresatte uddelingen og til sidste stod kun Hans og jeg tilbage. Vi kiggede bare på hinanden med et smil - "så kan de lære det".

Jeg havde opnået 252 point og havde ikke sat nogle point til, lutter 4 taller på skemaet. Jeg havde ikke fået chancen til at vise sekundering, derfor fik jeg ikke de sidste 4 point med. Vinder blev Hans med Mikki med 253 point. Suverænt - anden gang Hans vinder en FB - en meget flot præstation.

Men vi var fand.. stolte og glade. En meget flot og veltilrettelagt prøve var overstået i super omgivelser, en stor tak til Jørgen og hans hjælpere.

Men der var lige en ekstra fjer i hatten - Heiki var blevet Dansk Jagt Champion og havde dermed opnået den sidste titel man kan få i Danmark.

Tak til Hans, Annemarie, Egon og Jacob for en hyggelig weekend.