DMK Schweissprøve i Thy

En tur til Thy på Schweissprøve - se billeder fra prøven i galleriet.

Lørdag d. 30. juli skulle Kenneth med Fuglevangs Kiki og jeg med Heiki på schweissprøve i Vordingborg i Ruhårsklubben. Der var kun plads til Heiki så Nesko måtte stå på venteliste og han kom ikke med, men Heiki er/var også den vigtigste at få med, så jeg kan komme på Fuldbrugsprøve med hende.

Men der var også en DMK schweissprøve i Thy d. 13-8 og tilmeldingsfristen til denne prøve var inden prøven i Vordingborg, så Kenneth og jeg aftalte at tilmelde os prøven i Thy og køre derop sammen, uanset vores resultater i Vordingborg, for i Thy var der også plads til Nesko.

I Vordingborg fik Kenneth 1. pr., det gjorde Henrik S. Jørgensen med Fuglevangs Lisan også, mens jeg måtte "nøjes" med en 2. pr. og hvad det førte til at "jokes" fra mine hvalpekøbere, vil jeg ikke skrive om her, man "udstiller" vel ikke sig selv, men en kvajeøl måtte jeg af med.

Nå, men vi skulle til Thy. Jeg havde snakket med Finn R. Pedersen i Thy og han kunne hjælpe os med en overnatning fra fredag til lørdag, vi ønskede ikke at køre de knap 400 km om natten op til prøven. Vel ankommet til Finn og Betina fredag aften, fik vi en øl og en lille snak, inden vi kørte ud i klitterne og fik luftet hundene. Vi, Kenneth og jeg, må indrømme, at naturen i området er meget anderledes end vi er vant til, smuk, fascinerende og alligevel barsk. Så gik turen ned til campingvognen og her blev vi indlogeret hos "svigermor", som har en 9 m. lang campingvogn, fine forhold.

Næste morgen var det af sted til prøven. Vejret var, ligesom om fredagen, super: sol, lidt vind og ca. 20 gr. 20 deltagere var mødt op med store forventninger, og lad det være sagt med det samme, det blev en SUPER prøve resultatmæssigt: 19 ud af de 20 hunde blev præmieret, imponerende.

Jeg trak spor 2 til Heiki og spor 4 til Nesko, Kenneth skulle ud på spor 6. Heiki gik en fint spor og fik sin 1. pr. så nu står den på Fuldbrugsprøve for hendes vedkomne. Nesko rodede sig ud i nogle problem ved andet knæk, hvor vi fik 2 tilbagekald, men vi fandt sporet til sidst og kom ud til dyret og opnåede en 3. pr. Så var det Kenneths tur og han var nervøs, for jeg havde lagt lidt venskabeligt "pres" på ham, med hilsen fra sidst. Men det viste sig ikke at have nogen effekt, Kiki og Kenneth gik ud og lavede endnu en suveræn 1. præmie - ren verdensklasse.

Fin tur for Kenneth og jeg. Men her slutter historien ikke, for en ting er min personlige resultater, noget andet er de resultater ens opdræt opnår. Thorkild deltog med Fuglevangs Lucca og Finn R. Pedersen med Fuglevangs Laxi deltog også - med manér. Thorkild var lidt uheldigt, men opnåede en flot 2. præmie, men Laxi og Finn lavede et helt perfekt arbejde. Laxi var ikke på noget tidspunkt, ifølge dommeren, mere end 1 meter fra sporet og opnåede en meget flot 1. præmie. Hvalpene er 12 måneder gamle. Min gode ven Carsten Trøjborg opnåede også en 1. pr. med Looses Kaisan.

Alle havde fået deres præmier og så skulle vi "lige" have uddelt pokalen til bedste hund. Der var vist ikke mange der var i tvivl, Finn og Laxi blev meget fortjent prøvens bedste hund. Et stort tillykke til dem fra en stolt opdrætter.

Finn var efterfølgende lidt usikker på "traditionen", så han ville ikke undlade at minde mig om at det vist var på tide jeg gav en "opdrætter" øl. Hmmmm, fatter ikke at han var i tvivl. Jeg var glad for mine egne resultater, men SUPER stolt over mine hvalpes resultater, så selvfølgelig gav jeg en øl. Og de var kolde. Selve prøven var utrolig godt arrangeret fra start til slut. Alt fungerede perfekt -  det galt også øl og vand. Der var på hvert hold sendt en kasse ud med læsker, lagt på is, så de holdt sig kolde hele dagen. Efter prøven var der grillmad, og tro mig, det var bare super mad i meget hyggelige omgivelser.

En stor tak skal lyde til Peter og alle hans hjælpere, det var en super oplevelse at køre SÅ langt for at komme på prøve, det var det hele værd. Kenneth og jeg snakkede om at komme tilbage næste år, og mon ikke det kan lade sig gøre???

Et stort tillykke til Thorkild, Kenneth og Finn.

Finn; tusind tak for hjælpen - hils svigermor og sig tak